Chelaterende midlers kemiske egenskaber

Mar 02, 2024 Læg en besked

En kompleks ion sammensat af en positiv ion (kaldet en central ion) og flere neutrale molekyler eller ioner (kaldet en ligand) kaldes en kompleks ion (også kaldet en kompleks ion), og en forbindelse, der indeholder en kompleks ion, kaldes en koordinationsforbindelse . Denne koordinationsforbindelse har en cyklisk struktur. Dens stabilitet er højere end ikke-chelaterede forbindelser med lignende sammensætning og struktur.
I komplekset er den centrale ion og liganden kombineret gennem koordinationsbindinger. Koordinationsbinding er en særlig type kovalent binding. En fælles kovalent binding er dannet af to bindingsatomer, der hver giver en elektron til at danne et fælles elektronpar. I en koordinationsbinding giver et atom et elektronpar, og de andre atomer giver tomme orbitaler. For at skelne er den kovalente binding repræsenteret af "en", såsom H·+·H=H:H (HH), koordinationsbindingen er repræsenteret af "←", og pilen peger på atom, der giver en tom orbital, såsom Cu+NH3= CuNH3 (Cu←NH3).
Hvis der kun er ét koordinationsatom i liganden, kan der kun dannes én koordinationsbinding mellem den centrale ion og liganden. Når nogle ligandmolekyler indeholder mere end to koordinerede atomer, og der er to til tre andre ikke-koordinerede atomer mellem de to atomer, kan liganden danne to ligander med den centrale ion (eller atom) på samme tid. Ovenstående koordinationsnøgler. Antallet af atomer, der direkte koordinerer med den centrale ion, kaldes koordinationstallet. Normalt er koordinationstallet 4 eller 6, men der er også 2 og 8. Koordinationstallet afhænger af den centrale partikels elektroniske struktur og steriske faktorer.
De mest almindelige koordinerende atomer er oxygen, svovl og nitrogen. Fosfor, arsen og selen kan også danne chelater. I chelateringsmiddelmolekylet er koordinationsatomerne forbundet gennem andre atomer (hovedsageligt kulstofatomer) til en passende struktur. Ifølge antallet af koordinationsatomer indeholdt i chelateringsmiddelmolekylet, der kan deltage i koordinationen, er det opdelt i to-, tre-, fire- og seksterminale chelateringsmidler.
Chelaterende midler omfatter uorganiske og organiske typer. De fleste er organiske forbindelser. Almindeligt anvendte chelateringsmidler omfatter polyphosphater, aminocarboxylsyrer, 1,3-diketoner, hydroxycarboxylsyrer, polyaminer osv.
Chelaterende midler har forskellige strukturelle formler, herunder ligekædede og forgrenede strukturer. Der er også cykliske chelateringsmidler, såsom porphyrinderivater og kroneetherderivater.